Hosted by 56k · EN
Apple skifter CEO for første gang i over et årti. Tim Cook træder tilbage, og hardware-chefen John Ternus tager over. Et skifte fra drift og skalering til produkter og måske… noget mere spændende end endnu en iPhone. Hos Meta går det i en lidt anden retning. Her bliver medarbejdere angiveligt overvåget ned til tastetryk og musebevægelser for at træne den AI, der måske ender med at erstatte dem. Effektivt. Og en smule dystopisk. SpaceX vil købe AI-startup’en Cursor for op mod 60 milliarder dollars og koble den til deres gigantiske supercomputer. Målet? At indhente OpenAI og resten af feltet. Og så er der historien om en 22-årig studerende fra Indien, der skabte en AI-genereret MAGA-influencer, tjente tusindvis af dollars på sexvideoer og merchandise – og først blev stoppet, da Instagram opdagede, at hun ikke fandtes.
Verdens største toiletproducent er pludselig blevet en AI-aktie. Ja, Toto. Keramik, wafers og chipproduktion. Når markedet begynder at pitche toiletter som AI-infrastruktur, ved man, at hypen måske er skyllet lidt for langt ud. Samtidig siger 90% af 6.000 CEOs, at AI ikke har haft nogen målbar effekt på produktiviteten. Nul. Andrew Yang siger til gengæld, at millioner af white-collar jobs ryger inden for 12-18 måneder. AI virker ikke – men den fyrer dig måske alligevel. OpenAI har fjernet en populær stemme i deres chatbot, og brugere reagerer som om de har mistet et kæledyr. 64% forventer alvorlig påvirkning af deres mentale helbred. Det er åbenbart ikke bare software længere. Meta har fået patent på AI, der kan poste på dine sociale medier efter du er død. Din digitale persona fortsætter. Engagement stopper ikke, bare fordi du gør. Og hvis det ikke var nok, så vil Amazons Ring have naboer til at koble kameraer sammen for at “nulstille kriminalitet”, mens en dommer forbyder Metas egne smart glasses i retten, og Microsoft indrømmer, at Copilot læste fortrolige emails. AI virker måske ikke. Men den virker overalt.
Internettet er gået amok over Clawdbot – nu Moltbot – den nye personlige AI-assistent, der ikke bare svarer, men handler. Den bor direkte i WhatsApp, Slack og Telegram, researcher om natten, husker dig på at sende fakturaer og kan tjekke Wolt, før du selv når at blive sulten. Næsten som en ny medarbejder. Med klør. Men også med alvorlige sikkerhedsproblemer. Frankrig har samtidig erklæret en slags digital krig mod amerikansk tech og smider Zoom, Teams og Google Meet ud af staten til fordel for en fransk løsning. Det giver pludselig mening, når man opdager, at Microsoft faktisk kan udlevere krypteringsnøgler til politiet, fordi mange Windows-computere gemmer dem i skyen som standard. Vi tager også et reality check på virtual reality: Apple Vision Pro er nu lanceret globalt og imponerer – men koster stadig en formue. Meta derimod har tabt næsten 80 milliarder dollars på metaverse-eventyret, mens deres Ray-Ban-briller sælger bedre og samtidig gør det nemmere end nogensinde at filme folk uden at spørge. Fremtiden er her. Den er personlig, overvågende – og lidt akavet at have på i ansigtet.
Et mobilforbud i New Yorks skoler har afsløret noget uventet: mange teenagere kan simpelthen ikke læse analoge ure længere. De spørger konstant hvad klokken er – mens uret hænger lige over dem. Til gengæld er der mere ro i timerne, mere snak i frokostpauserne og færre, der kommer for sent. Herhjemme forsøger en ny dansk kampagne at få os alle sammen til at kigge lidt mindre på skærmen i det nye år. Det sker midt i en voksende bekymring for brainrot, AI-slop og et internet, der konstant kæmper om vores opmærksomhed. Og apropos brainrot: tusindvis af mennesker mødte op til et nytårsfyrværkeri i New York, som aldrig fandtes. AI-genererede videoer og opslag havde overbevist folk om, at der var et show – det samme skete i både England og Kina. Samtidig indrømmer Meta internt, at en stor del af deres indtjening kommer fra svindelannoncer, mens Instagram nu overvejer at stemple ægte indhold frem for at jagte alt det falske.
Den russiske humanoid-robot AIDOL fik sin store debut… og faldt direkte på scenen. Det ser sjovt ud, men er også en perfekt reminder om, at hype ikke kan snyde fysikkens love — heller ikke i Moskva. USA har til gengæld besluttet sig for at smadre hverdagen for den franske ICC-dommer Nicolas Guillou, som nu er sanktioneret i en grad, hvor han hverken kan bruge Google, Apple, Visa eller bestille et hotel uden at blive afvist. Det er geopolitik i den mest digitale form. Google er tilbage i ringen med Gemini 3 Pro, der slår benchmark-rekorder og nu bygger alt fra websites til små spil direkte inde i Workspace. Samtidig kalder Morgan Freeman AI-stemmekloning for et “røveri af hans identitet”, Disney-animatorer opfordrer til piratkopiering som protest, og nye undersøgelser viser, at 97 % ikke kan høre forskel på AI-musik og mennesker. Og hvis du er træt af AI-indhold, så tester TikTok nu en “se mindre AI”-knap - fordi PR strategier er også noget man kan stjæle fra vesten.
Amazon har fyret 14.000 medarbejdere og sat kurs mod et fremtidsscenarie, hvor 75% af virksomheden er automatiseret. Det her er ikke længere science fiction – det er begyndelsen på den hvidekrave-æra, hvor AI erstatter kontorjob i samme tempo, som robotter engang tog fabrikkerne. Samtidig melder Storbritannien om en Generation Z, der slet ikke kommer ind på arbejdsmarkedet: 1,2 millioner nyuddannede – men kun 17.000 entry-level stillinger. AI har taget rampen, før de overhovedet nåede at gå på den. Vi taler om Sam Altmans udmelding om, at nogle job “aldrig var rigtigt arbejde”, om Elons nye Grokipedia, og om den norske humanoid-robot NEO, der snart folder t-shirts i dit hjem. Og hvis du synes det hele lyder lidt for dystopisk, så bare rolig – du kan altid tage på en virtuel ferie til Maldiverne med de nye AI-ferieapps.
OpenAI har holdt deres største demoday til dato og lanceret både Apps SDK og AgentKit – så udviklere nu kan bygge apps og agenter direkte ind i ChatGPT. Spotify, Canva og Booking er allerede med, og spørgsmålet er, om ChatGPT nu er ved at blive et helt nyt operativsystem. Samtidig er Sora 2 landet – OpenAIs tekst-til-video app, hvor alt indhold er AI-genereret. Den ligner TikTok, men med deepfakes, cameos og rettighedsdilemmaer i feedet. Kreatører advarer om tab af kontrol, og OpenAIs vandmærker viser sig allerede nemme at fjerne. Vi taler også om den seneste AI-trend på sociale medier: deepfake-pranks, falske protestvideoer og endda nye “AI-versioner” af afdøde som Robin Williams. Og herhjemme? Danmark strammer nettet: fra 2026 bliver folkeskolerne mobilfri, og regeringen vil indføre en 15-årsgrænse for sociale medier. Målet er at beskytte børn – men spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre.
Klarna har igen været nødt til at hyre mennesker til kundesupport, fordi deres AI lavede for mange fejl. Internt taler medarbejdere om tabt kundetillid og ødelagt arbejdsglæde – og 56k diskuterer, hvad der egentlig sker, når man går all in på AI. På TikTok eksperimenteres der med små AI-genererede spil, som minder om en slags lynhurtige Flappy Bird-versioner af Roblox. Ingen kodning, bare AI, og så kan alle være spiludviklere. Vi ser også på en ny bølge af online-afpresning: open-source malwaren “Stealerium” stjæler alt fra adgangskoder til cookies og bliver brugt i sextortion-angreb. FBI advarer om, at truslerne ofte er bluff – men AI gør dem mere troværdige. Og så afslører et studie, at YouTube bevidst blander sjove videoer ind, hvis du ser for meget politik. Er det et forsøg på at reducere polarisering – eller manipulation af, hvad vi ser?
I denne uge af 56k starter Mads Viktor og Morten Saxnæs med AI’s nye superstjerner: forskere der bliver headhuntet som fodboldspillere og scorer lønpakker på op til 250 millioner dollars. Kampen om talenterne ligner en sportsliga med agenter, Discord-grupper og en uofficiel rangliste. Derefter dykker vi ned i Metas seneste skandale, hvor lækkede dokumenter viser, at deres AI-chatbots fik lov til at føre romantiske samtaler – selv med børn. Historien har sendt chokbølger gennem både politik og tech-branchen. Vi ser også på GeoSpy, AI’en der kan finde ud af, hvor et billede er taget ned til meterniveau, og som allerede er blevet misbrugt til stalking. Samtidig sælger TikTok GPS-trackere med videoer, der direkte opfordrer til overvågning af partnere. Og til sidst: AI-agenter der ikke bare hjælper – men også fjerner arbejdspladser. En episode om overvågning, magtkampe og AI’s mørke bagside.
I denne udgave af 56k kaster Mads Viktor og Morten Saxnæs sig ud i AI-nyheder, der både begejstrer og skræmmer. Først diskuterer vi YouTubes nye AI-funktion, der truer med at oversvømme Shorts med genereret lavkvalitetsindhold. Bliver det kreativ frihed eller digital støj? USA’s sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. vil have alle amerikanere til at bære sundheds-wearables inden for fire år—men hvem vinder egentlig, når sundhed bliver big business? Vi taler også om Disney og Universals store retssag mod Midjourney, AI’en bag billeder og videoer, der forfalsker kendte figurer. Kan Hollywood få styr på ophavsretten, før AI slipper ud af kontrol? Og til sidst dykker vi ned i Trumps kontroversielle forslag om at fjerne AI-regulering, Hertz’ nye AI-skadescannere, og en provokerende hjemmeside rettet mod LAPD.