
Hosted by Bloom – podcast om natur og videnskab · DA

Engang blev naturforskningen til i parker og baghaver. Feltarbejde var en del af familieudflugter, og interimistiske eksperimenter blev udført hjemme ved køkkenbordet. Charles Darwin testede sin evolutionsteori i drivhuset ved sit landsted, og munken Gregor Mendel knækkede koden til den moderne genetik ved at avle ærteplanter i sit klosters køkkenhave. Sidenhen blev videnskaben professionaliseret. Naturinteresserede amatører havde ikke længere en plads i det videnskabelige system af avanceret teknisk udstyr, laboratorier fulde af studerende og laboranter og tunge databaser med tusindvis af tidsskriftsartikler. Men måske er det tid til at genopdage denne glemte side af naturforskningen? I bogen 'The Urban Naturalist', der er lige dele manifest og felthåndbog, slår den hollandske evolutionsbiolog Menno Schilthuizen et slag for at lade sig inspirere af 1800-tallets autodidakte naturforskere. Ny teknologi har endnu engang vendt historien på hovedet, og i stedet for at afskære almindelige naturentusiaster fra forskningen kan vi alle sammen tage på ekspedition ud i naturen. Notesbøger, sommerfuglenet og forstørrelsesglas kan suppleres af en overflod af digitale hjælpemidler og gadgets til hjemmelaboratoriet. Ifølge Schilthuizen kan enhver moderne Darwin snildt starte sine undersøgelser samme sted som i 1800-tallet: i baggårde og parker midt i de byer, hvor vi færdes til dagligt. For ligesom stenbroen tiltrækker myriader af mennesker, tiltrækker byer også et væld af dyre- og plantearter, der aldrig har interageret før. Her udfolder evolutionen sig i realtid, når nye økosystemer skyder frem mellem brostenene og arter tilpasser sig livet i storbyjunglen.

"Byen er en samling af menneskelige individer, der drømmer om at være en skov." Ordene er den italienske plantefilosof Emanuele Coccias. Arkitektur er ifølge italieneren aldrig et anliggende mellem mennesket og dets omverden alene: Det er et anliggende mellem arter lige fra mennesker, dyr og bakterier til de alger og planter, hvis fotosyntese i første omgang gjorde og gør vores verden åndbar. "Den levende verden er en verden af arkitekter," som han skriver. På Bloom 2025 gik Coccia i dialog med naturdesigner og arkitekt Stig L. Andersson. Fra hver deres side af skellet mellem filosofi og arkitektur bidrager de til en aktuel naturfilosofisk strømning, der forsøger at gentænke naturens rolle i vores byer og landskaber. I århundreder har mennesket tæmmet, beskåret og ødelagt natur for at gøre plads til urbanisering. Men i en tid med klima- og miljøkriser går flere tænkere, arkitekter og landskabsdesignere nu til byarkitekturen på måder, der lader den forme og medskabe byens rum. I sin naturfilosofi har Coccia gjort sig til fortaler for en 'mellemartslig arkitektur', der ikke længere tænker på naturen som et stykke ikke-civilisation uden for bymurene, men giver naturen plads til at vokse sammen med byerne og samtidig har planternes og dyrenes livsvilkår for øje. Som grundlægger af det naturbaserede design-studio SLA har Andersson de seneste årtier sat sit unikke præg på et utal af byrum, parker og landskaber, hvor naturen sættes i den æstetiske forgrund. Spørger man ham, har arkitekturen i alt for lang tid beskæftiget sig med 'det byggede' og overset 'det groede' miljø. Med inspiration fra alt fra Immanuel Kants æstetik til Niels Bohrs komplementaritetsprincip tegner Andersson konturerne af en ny naturfilosofisk tilgang til arkitektur og design, der lader det målbare og det rationelle vige for en mere sanselig oplevelse af naturen. En tilgang, der ifølge Andersson skal skabe en "by, der føles og fungerer som en skov". Hør to at tidens store naturtænkere undersøge arkitekturens rolle i naturkrisernes tid.

Hvile er en del af naturens gang. Dyr går i hi, og planter som anemonen ligger i vækstdvale i jorden og venter på, at foråret kommer og lokker den op for at blomstre. Men for mennesker er hvile på én gang et biologisk behov og et komplekst socialt og eksistentielt fænomen udspændt mellem kultur og natur, mellem kulturelle vaner og dyriske behov. I kunstprojektet 'Laboratorium for hvile' på årets festival undersøger performancekunstner Nana Francisca Schottländer og Kritisk Masse hvile som kreativ praksis, modstandshandling og som kilde til en dybere forbindelse med os selv og vores omgivelser. Som oftest hviler vi os inden døre – i private rum afkoblet både fra naturen og fra vores hektiske højhastighedssamfund. Men hvad sker der, hvis man begynder at hvile sig i al offentlighed midt under en festival og midt i Søndermarkens spirende økosystem? Kan sten, vand, planter og bjørnedyr inspirere os til nye måder at hvile, være og møde verden på? Det taler Schottländer om med antropolog og forfatter til 'Indendørsmenneskets natur' Cecilie Rubow, der op til denne samtale har kastet sit antropologiske blik på 'Laboratorium for hvile'. For ligesom det ifølge Rubows modernitetskritik er første gang i menneskehedens historie, at vi bruger så meget tid inden døre, som vi gør, er det nyt, at vi har glemt, hvordan vi hviler os.

De seneste årtier er banen blevet kridtet op til en gastronomisk og ideologisk kamp om, hvordan vin egentlig bør smage og fremstilles. På den ene side af vintønden står de konventionelle vindrikkere, der sværger til en vin med fylde og høj alkoholprocent, som har undergået en lang række kemiske forvandlinger – styret og ledt ned i alle detaljer af menneskehånden, som sørger for ensartethed år efter år. På den anden side står de unge byboere, der foretrækker den vilde naturvin, som der ikke er tilsat svovl og kulturgær til, og som gerne må være grumset og have noter af eddike og hestestald. I dag tyder noget dog på, at kridtstregerne er ved at opløses. Mere og mere naturvin har smidt de skøreste noter og går efter ordentlighed og præcision. Og konventionelle bønder omlægger til biodynamik og økologi med inspiration fra de unge producenter. Går vi en tid i møde, hvor grænserne mellem konventionel vin og naturvin sløres? Eller er forskellene stadig til at smage på? Smag selv, når smagsforsker Qian Janice Wang og vinmand Christoffer Brandt gør status over vinens verden.

»Is something troubling you?« ELIZA hed den første chatbot, der for alvor fik os til at tro, at den havde menneskelige egenskaber. I 1966 blev den udviklet som en slags tekstbaseret psykoterapeut af datalogen Joseph Weizenbaum, der forskede i kommunikationen mellem menneske og maskine på MIT. Som en slags psykologisk spejl kunne ELIZA vende en sætning tilbage mod sin bruger og til trods for sin programmerede natur efterlade én med en følelse af at blive mødt med forståelse og empati. Derfor har dataloger, AI-forskere og psykologer døbt det ELIZA-effekten, når vi tilskriver computerprogrammer og sprogmodeller som ChatGPT menneskelige træk. Men hvor forskellig er den kunstige intelligens i grunden fra vores menneskelige kløgt? Hvad er det, vi – særligt i tekstbaserede AIs – bliver ved med at genkende og identificere os med? Og hvis sprogmodellerne minder så meget om os, hvorfor forstår de os så ikke bedre? Det er nogle af de spørgsmål, professor i datalogi og AI-forsker Serge Belongie forsøger at besvare i sin forskning i kunstig intelligens. For måske fører ELIZA-effekten til, at vi misforstår de store sprogmodeller og deres egentlige potentiale. Som ekspert i machine learning taler Belongie for, at der er en afgørende forskel på maskinernes mønstergenkendelse og intelligens i menneskelig forstand. Og samtidig er han som leder af Danmarks største center for AI-forskning bedre opdateret end de fleste på, hvor udviklingen af kunstig intelligens er på vej hen.

Batterier lavet af virus. Bioniske proteser styret ved hjernens kraft. Og proteiner, der kan rense vand. Biologiens verden rummer muligvis nøglen til at løse nogle af de største udfordringer i vores tid. I det 20. århundrede affødte nye gennembrud i fysikken udviklingen af alt fra luftfart til radio, tv og internet. Nu er det biologiens dybe videnskabelige erkendelser, der er ved at trænge igennem i ingeniørkunsten og stiller os på tærsklen til en lovende bioteknologisk revolution. Derfor ser professor i neurovidenskab Susan Hockfield med optimisme på fremtiden. For mens stigende temperaturer, vandstande og befolkningstal presser planeten og dens beboere, er bioteknologien på vej med løsninger på flere af tidens store problemer. Med et imponerende vue over forskningslandskabet fortæller den tidligere præsident for verdens mest prestigefyldte tekniske universitet MIT i sin bog 'The Age of Living Machines' om de landvindinger, der har katapulteret os ind i bioteknologiens æra. For hvor fysik og teknologi var det ultimative makkerpar i det 20. århundrede, er det i dette århundrede samspillet mellem biologi og ingeniørkunst, der skaber nye muligheder. Hockfield kaster lys over en perlerække af forskningsbaserede løsninger, som giver os mulighed for at tackle globale udfordringer som fødevareproduktion, klimaforandringer og sygdomsbekæmpelse gennem innovativ brug af naturens egne principper. Den biologiske verden har allerede alle de reservedele, vi skal bruge – lige fra nanopartikler, der kan detektere og behandle kræft, over virusser, der kan skabe elektriske kredsløb, til proteinbaserede vandfiltre.

Usynlige magnetiske eksplosioner, der bombarderer Jorden på daglig basis. Sorte huller, der forvandler alt, hvad der kommer i nærheden af dem, til "spaghetti". Neutronstjerner, der roterer over 700 gange i sekundet, og støder sammen i perfekte eksplosioner. Universet er mærkeligt. Astrofysikkens historie er fyldt med idéer og observationer, som engang har været opfattet som alt for mærkelige og absurde til at kunne være sande. Fænomener som magnetisme, tyngdekraft, exo-planeter og sorte huller har ikke altid været så bredt accepteret i den videnskabelige verden, som de er i dag. Men det store verdensrum gemmer stadig på underlige fænomener og mystiske hemmeligheder. Og for hver ny opdagelse synes universet at skubbe grænserne for vores forståelse endnu længere. De tre astrofysikere Albert Sneppen, Sarah Pearson og Tina Ibsen tager os i denne samtale med på en rejse fra vores nære solsystem igennem mælkevejen og længere ud til andre galakser. Undervejs vil de besøge nogle af universets mærkeligste fænomener, som astrofysikken kun lige er begyndt at få forståelse for. Fra det mystiske sorte hul i midten af vores galakse og brandvarme exoplaneter, hvor det regner med metal, til usynlige og gådefulde kræfter som mørkt stof og mørk energi.

De klumper sig sammen i små sværme af celler. De svømmer rundt i vilde spiral-bevægelser. De kan hele sig selv, sanse deres omgivelser og skifte farve, når man lyser på dem. De levende robotter er her. Når de sender calcium-ioner rundt i petriskålen, er det en form for kommunikation så primitiv, at vi ikke aner, hvad den betyder eller gør. Og når de skubber nyt organisk materiale magen til det, de selv er skabt af, samler de det til nye celleklumper – som en helt ny, aseksuel måde at reproducere sig på. I 2020 skrev et amerikansk forskerhold historie, da de skabte de første "xenobots" af væv fra den afrikanske sporefrø Xenopus laevis. De små C-formede, Pacman-lignende organismer er en slags pseudo-organismer, der udfordrer vores antagelser om, at det er generne, der alene afgør, hvordan en krop bliver bygget op. For hvorfor samler sporefrø-cellerne sig ikke til haletudser og siden til frøer? Findes der ligefrem alternative byggeplaner til nye organismer gemt i vores væv? Og hvad sker der, hvis vi laver "anthrobots" af menneskevæv? De levende robotter føjer et nyt kapitel til fortællingen om kunstigt liv, som peger i nye og måske mindre negative retninger end de sædvanlige skrækeksempler om frankensteinske monstre. Videnskabsjournalist Philip Ball, stamcelleforsker Agnete Kirkeby og robotfilosof Johanna Seibt diskuterer, hvad det betyder, at mennesket er begyndt at skabe kunstige livsformer i petriskåle og laboratorier. For er xenobots bare det første, vilde skridt i en rivende udvikling? Hvornår kommer vi til at se levende robotter i stor skala? Hvor vildt kan det blive?

Det strømmer rundt inde i os alle. Blodet, det rødflydende væv, der dagligt transporterer ilt og næringsstoffer rundt i vores kroppe og hjælper med at bekæmpe uvelkomne gæster. Men blod er ikke kun et biologisk fænomen. Det har også et hav af sociale, symbolske, religiøse og endda juridiske betydninger. Det Unge Akademi kaster i denne samtale lys over blodet fra tre forskellige videnskabelige perspektiver. Assyriolog Troels Pank Arbøll fører blodets kulturhistorie tilbage til oldtidens Mesopotamien, hvor man mente, at blod havde en iboende livskraft. Han fortæller om lertavler med kileskrift, som beretter om, hvordan mennesket blev skabt af ler blandet med gudeblod, og hvordan dyreblod blev brugt i helbredelse. Lektor i bioinformatik Patrick Munk fortæller om blodets mikrobiologi og de mange trusler, der kan trænge ind i vores blod – og hvorfor vi bør være rigtig glade for at leve i en tid med antibiotika. Og kriminolog Rasmus Munksgaard giver et indblik i sin forskning i illegale markeder, som vi ofte forestiller os som blodige – men som i praksis faktisk er langt mindre blodige, end vi går og tror. Sammen med moderator og socialpsykolog Sabina Pultz, der ligeledes er fra Det Unge Akademi, udforsker de tre forskere, hvordan blodets mange betydninger har formet vores kultur, videnskab og selvforståelse.

Er Mars en god Planet B, hvis klimaet på Jorden løber løbsk? Rumforsker John Leif Jørgensen kaster et kritisk blik på menneskets sejlivede drøm om at kolonisere og terraforme Mars. En pendlertid på 6 måneder. Dødelig kosmisk stråling. Tvivlsom vandforsyning. Nattetemperaturer på -125 grader. Enhver ejendomsmægler ville få sved på panden over at skulle sælge en bolig på vores naboplanet Mars. Alligevel er et nyt rumkapløb i gang, og både præsidenter, tech-milliardærer og eventyrere kigger nysgerrigt ud i universet. Nogen er drevet af et håb om at finde værdifulde mineraler, andre af muligheden for at skabe et nyt samfund, hvis Jorden en dag skulle blive ubeboelig. Rumforsker John Leif Jørgensen tager et realitetstjek på den ultimative science fiction-fortælling: Kan mennesker rejse til en anden planet? Kan vi bosætte os og skabe et samfund i en virkelighed, hvor tyngdekraft, temperatur, luft og stråling er helt anderledes? Og er det overhovedet besværet værd at satse på Planet B?