The Many Colored Land er første bind i Saga of the Pliocene Exile, og samtidig flettet ind i hendes senere Galactic Milieu-trilogi. Det lyder ambitiøst, og det er det også: tidsrejse, fantasy og science fiction blandet i én stor gryde.

I episoden snakker vi om alt fra gulerødder i tidsmaskiner til aliens, der laver pleasure domes, og om hvorvidt bogen mest føles som Tolkien på tur i Dungeons & Dragons-land – bare pakket ind i lidt sci-fi.

En tidsmaskine, der kun duer én vej

Julian May introducerer os til professor Theo Guderian, der i sin kælder har bygget en tidsmaskine, der kun kan sende ting tilbage i tiden – aldrig frem igen. Hans demonstration med en gulerod og en forhistorisk hest er en af de mest mindeværdige scener: guleroden sendes tilbage, hesten spiser den og dør på stedet, fordi seks millioner års aldring rammer den på et splitsekund. Et smukt billede på, hvor definitiv rejsen er. Ingen vej tilbage. Og alligevel vælger tusindvis af mennesker at tage springet.

Gruppe Grøn og de mange baggrunde

I bogens nutid (ca. år 2100) møder vi otte mennesker, som alle har deres grunde til at gå i eksil. Der er paleontologen Claude, der savner sin afdøde kone. Elisabeth, som har mistet sine telepatiske kræfter efter en ulykke. Felice, den voldelige atlet. Den fallerede rumskibspilot Richard. En nonne, en rogue-type trickster, en stalkende antropolog – og sågar en viking-enthusiast.

De rejser ikke bare til fortiden for eventyrets skyld, men fordi de ikke passer ind i det højteknologiske, telepati-dominerede galaktiske samfund. Resultatet er en rodet men fascinerende gruppe, der straks opdager, at fortiden er langt fra paradis.

Aliens, slaveri og “pleasure domes”

I Pliocæn møder menneskene ikke kun sabler og mammutter, men også to alienracer: Tanu og Firvulag. Tanu ser ud som klassiske elvertyper – høje, smukke, arrogante – og bruger halsbånd til at styre menneskers sind. Firvulag er mere troldeagtige og mestrer illusioner, der kan knuse folks hjerner.

Og så er der kvindernes skæbne: de bliver gjort frugtbare igen og brugt som avlsmaskiner eller sendt til de berygtede pleasure domes. Ikke ligefrem emancipation. Her støder bogen både ind i 80’er-fantasyens stereotyper og nogle ømme læsepunkter anno 2025.

Fantasy forklædt som science fiction

Selvom The Many Colored Land sælges som science fiction, er det svært ikke at se det som en fantasyroman i forklædning. Tidsmaskinen er bare en portal til en verden med elver-lignende Tanu og trolde-Firvulag, magiske halsbånd og guerillagrupper, der vil vælte undertrykkerne. Det er Dungeons & Dragons møder Tolkien – med et drys telepati.

Og ligesom i Tolkien bliver gruppen splittet op, og vi følger parallelle eventyr. Problemet er bare, at det til tider bliver en kende langtrukkent. Krigsplanerne og guerillaplottene i sidste halvdel kan virke som en tør gennemspilning af en rollespilskampagne.
Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Many Colored Land

Shownotes til The Many Colored Land

Anders har læst/oplevet:

The Shroud af Adrian Tchaikovsky – rumskib, onde corporations og en måne fuld af helt anderledes livsformer. Anders var vild med den.
Royal Gambit af Daniel O’Malley – ny bog i The Rook-universet, med kongelige, knogleknusende kræfter og et mord på The Prince of Wales.
Har også genlæst Stiletto i samme serie.
Er klar til sæson 3 af Foundation på Apple TV+.

Jens har læst/oplevet:

Ny Murderbot-novelle: Friendship, Solidarity, Communion, Empathy af Martha Wells – denne gang set fra rumskibet Arts perspektiv.
The Rook og Stiletto genlæst, og så Royal Gambit som ny favorit.
Har været i biografen til Fantastiske Fire.

Tre gode bud på sci-fi-introbøger

Til sidst i episoden fik vi en hjemmeopgave fra Lise: Hvilke sci-fi-bøger kan man anbefale til folk, der gerne vil i gang med genren? Jens og Anders har hver især valgt tre bud – og der kommer selvfølgelig også en håndfuld ekstra tips med på vejen.

Anders’ anbefalinger

Arthur C. Clarke – Rendezvous with Rama
Klassisk rumskibs-sci-fi fra 1973. En mystisk cylinder glider ind i solsystemet, og et forskerhold udforsker dens hemmeligheder. Straight up first contact, mystik og old-school sense of wonder .
Stephen Markley – The Deluge
En moderne, nærfremtids cli-fi-brik på 900 sider. Otte hovedpersoner, klimakrise, demokratiets kollaps og populister, der river alt ned. Stor, tung og en ordentlig downer – men velskrevet og aktuel .
Arkady Martine – A Memory Called Empire
Space opera med intriger, poesi og en kultur, man skal være åben for at dykke ned i. Litterært, men stadig fuld af sci-fi-ideer. Anders nævner den som en bog, man skal læse med åbent sind .

Jens’ anbefalinger

Iain M. Banks – The Player of Games
En af de mest tilgængelige Culture-romaner. Om en mesterlig brætspiller, der udfordres i et imperium, hvor hele samfundet styres af et gigantisk spil. Rumskibe med sjove navne (hej Read the Fucking Manual), excentriske droner og Banks’ sædvanlige overskud .
Kim Stanley Robinson – The Ministry for the Future
Hvis Markleys The Deluge er den dystre klimavariant, er dette den mere håbefulde. FN (af alle!) forsøger at redde verden fra klima-kollaps – både med politik og lyssky metoder. Klassisk Robinson: hård videnskab møder store visioner .
Ann Leckie – Ancillary Justice
Banebrydende space opera med AI-krigsskibe, en “justice of Torin” og køn, der ikke længere giver mening. Ikke den nemmeste start, men fantastisk, hvis man vil udfordres. Jens anbefaler den til dem, der er klar til lidt mere next level sci-fi .

Honourable mentions og sidespring

Martha Wells’ Murderbot Diaries (All Systems Red som startpunkt) – altid et crowd-pleaser .
James S. A. Corey’s The Expanse – hvis man vil have en episk serie.
Douglas Adams’ The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy – for den humoristiske tilgang.
Kazuo Ishiguro – Klara and the Sun – en rørende AI-historie tæt på nutiden .
Ramez Naam – Nexus-serien – techno-thrillers med AI og hjernehacking .
Neal Stephenson – Snow Crash – cyberpunk-klassiker og måske hans mest tilgængelige bog .
Yoon Ha Lee – Ninefox Gambit – totalt weird space opera med kalender-matematik (til når man er varmet op) .
Meg Howrey – The Wanderers – om menneskelige relationer forklædt som Mars-mission .

Lytternes anbefalinger

Majbrit/Gravko sammenligner Nicola Griffiths Ammonite med Maren Uthaugs romaner 11% og 88% – begge med stærke kønspolitiske temaer.
Nicolas meldte ud, at han ikke brød sig om Meg Howreys The Wanderers, som ellers var en af Jens og Anders’ yndlingslæseoplevelser i 2023.

Bonus

Der var også en lille snak om, hvor værterne køber bøger: Anders er hoppet fra Kindle til Kobo, mens Jens blander Kobo, Audible, Mofibo og DRM-frie e-bøger. Lytterne blev opfordret til at skrive ind om, hvordan de læser.