Endelig læser vi John Scalzi

John Scalzi (f. 1969) er amerikansk forfatter, tidligere journalist og blogger.

Han debuterede som romanforfatter med Old Man’s War i 2005 – en historie, der først blev udgivet som serie på hans hjemmeside, før et forlag opdagede den.

Scalzi regnes for en af de store moderne stemmer i den underholdende, plotdrevne science fiction. Han trækker tydeligt på klassikere som Heinlein og Haldeman, men med mere humor og mindre patos. Hans stil er hurtig, dialogdrevet og teknologisk jordnær.

Old Man’s War blev siden til en storslået space opera-serie om kolonikrige, kloner og kærlighed i rummet. Men det hele begynder her: med John Perry, på vej mod fronten i bytte for fornyet ungdom – og måske et nyt liv.

Gamle mænd i nye kroppe

“Take a good look at your body, Mr. Perry. Because you’re about to say goodbye to it.”

John Perry er 75 år gammel, da han siger farvel til sin afdøde kone og melder sig til Colonial Defense Forces – rumhæren, der beskytter menneskehedens kolonier ude blandt stjernerne.

CDF vil ikke have gamle, skrøbelige kroppe. De vil have livserfaring – som de kan pakke ind i klonede, grønne, supermenneskelige versioner af rekrutterne selv.

Tænk at vågne op i en ung krop igen, med nanobotter i blodet, perfekt syn og en neural BrainPal, der gør det muligt at chatte telepatisk med dine soldaterkammerater.

Rumhæren kalder

Scalzi bruger klassisk militær-sci-fi som ramme, men gør det med et glimt i øjet og en moderne moral.

De nye rekrutter – “the old farts” – bliver kastet ud i kampe mod fremmede racer som Rraey, Consu og Covandu, hvor man nogle gange bare kan træde på fjenden, bogstaveligt talt.

“I’m stomping around this city like a goddamned monster. And I’m beginning to think that’s exactly what I am. What I’ve become. I’m a monster. You’re a monster. We’re all fucking inhuman monsters, and we don’t see a damned thing wrong with it.”

Det, der starter som ren space-action, udvikler sig til en erkendelse af, at menneskeheden måske er lige så brutal som de aliens, vi kæmper imod.

Man fornemmer hele tiden, at The Colonial Union styres af kræfter, som vælger krig uden blik for alternativer.

Et univers med nuancer

Vi får kun brudstykker af det større univers. Scalzi holder mange detaljer skjult for os – med vilje.

Men selv de små glimt er nok til, at man aner, der er noget galt.
Jorden er reduceret til en ressourcefarm: kolonister kommer fra de fattige lande, soldater fra de rige. Kolonierne skal forsvares, og CDF holder kortene tæt.

Efterhånden som serien skrider frem, åbner Scalzi langsomt gardinet.

I The Ghost Brigades møder vi soldater, der aldrig har haft et liv før – klonede hjerner uden minder, designet til at adlyde.
I The Last Colony ser vi, hvordan CDF’s kontrol bliver udfordret, og hvordan militæret hellere starter en konflikt, end indrømmer en fejl.

Kærlighed til en klon

Under en katastrofal invasion af planeten Coral dukker Jane Sagan op – elite-soldat og klon af John Perrys afdøde hustru, Kathy. Eller rettere sagt: en version af Kathy, der ikke aner, hvem han er.

Og så forstår vi pludselig, hvorfor bogen begyndte på kirkegården hos Kathy. Old Man’s War er i virkeligheden en kærlighedshistorie forklædt som militær-scifi.

“I know the face. I was married to it.”

Kan man elske nogen, der teknisk set er en kopi? Og kan Perry forvente, at Jane har følelser for ham? Findes der sådan noget som en genetisk soulmate?

“Popcorn-scifi” med ekstra bid

Scalzi skriver med fart og snappy dialog – det er “popcorn-scifi”, som Anders kalder det – men der er alligevel vitaminer i stoffet.

Man mærker, at Old Man’s War står på skuldrene af Heinlein (Starship Troopers), Haldeman (The Forever War) og Orson Scott Card (Ender’s Game), men filtreret gennem Scalzis egen humor og fortællelyst.

Anders giver den fire stjerner med et lille forbehold ⭐⭐⭐⭐
Jens kvitterer for at være godt underholdt med ⭐⭐⭐⭐⭐

Det er en bog, man ville ønske, man kunne se som en Netflix-serie med for mange eksplosioner og perfekt timing i punchlines. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Old Man’s War.

Shownotes

Anders har læst Atmosphere af Taylor Jenkins Reid og er i gang med Christopher Brookmyre (som slet ikke er sci-fi, men pyt).
Han har også genset Ang Lees Hulk – måske for at blive i temaet “grønne kroppe og vrede mænd”.

Jens har haft god tid og serie og har allerede læst videre i hele Old Man’s War-serien: The Ghost Brigades, The Last Colony og Zoë’s Tale.

Og så er der kommet post fra lytterne …

Fra Lytter og Fedder-redaktionen

Det lader til, at flere af jer har været glade for, at vi giver lidt mere plads til lytterne – så her kommer endnu en omgang sci-fi-korrespondance fra det interstellare kommentarspor:

Kristian og Janus har fulgt op på Franklin-ekspeditionen, som jo var oprindelsen til sidste måneds hovedperson, Commander Gore, fra The Ministry of Time. De minder os om, at Dan Simmons – ja, ham med Hyperion, som stadig er overdrevet fed – har skrevet The Terror, der bruger ekspeditionen som afsæt for et rendyrket horror-plot. Er det The Shrike på Nordpolen?
Henning har kommentarer til quizzen fra sidst:
Den med det geostationære kredsløb er faktisk endnu tidligere end Arthur C. Clarke. Allerede i 1920’erne spekulerede den russiske raket-knallert Konstantin Tsiolkovskij i “rum-elevatorer”. Tsiolkovskij forestillede sig egentlige “elevator-tårne” – Eiffeltårnet gange en 60-70 tusinde – placeret på steder som Sri Lanka og Ecuador, hvor toppen ville befinde sig i et geostationært kredsløb. Til de rumskibe, der skulle docke på tårnets top. Heldigvis for os kendte quiz-bagfolkene ikke til russiske raketknallerter.
Christian var lidt ude med riven, fordi vi ikke kendte Boris Hansen, som Gravko anbefalede sidst. Kritik af vores manglende genreviden tager vi naturligvis i vanlig stiv arm – men det viser sig jo, at Boris Hansen er en elsket og prisvindende dansk fantasyforfatter. Dansk science fiction lever stadig, men læserne finder man ikke nødvendigvis blandt de klassiske scifi-fans – snarere i det langt større netværk af danske fantasy-læsere. Og Boris Hansen er et tydeligt eksempel på det: En kæmpe stjerne på den danske fantasy-scene.
Mads Kamp fra Læsden! har også skrevet ind – tak for det.
Efter at de har hængt os ud for at kunne læse utroligt mange og lange bøger, fordi vi er så gamle og barnløse, gentager han deres udfordring: Vi skal læse Piranesi af Susanna Clarke eller Inversions af Iain M. Banks. Noteret!
Og til sidst er der en spændende anbefaling fra Lise, som har læst Good Morning, Midnight af Lily Brooks-Dalton.
Hun beskriver den som Station Eleven af Emily St. John Mandel møder The Wanderers af Meg Howrey – med et lille drys Orbital af Samantha Harvey. Jeg kender Orbital (bandet altså) – ikke bogen, men de to andre får da øjenbrynene til at vibrere!