Biopunk før biopunk var cool

“Where small things make big changes.”

Sådan præsenterer biotech virksomheden Genetron sig på bogens første side. Genetron forsker i chips baseret på biologi. Hos Genetron møder vi Vergil Ulam, en forsker med genialt talent og mildt sagt elendig dømmekraft. Og da hans chefer opdager, at han bryder alle sikkerhedsprotokoller, og fyringen hænger over hovedet, tager han en drastisk beslutning.

Hans forsøg med noocytter – intelligente, lymfocyt-baserede mikromaskiner har skabt helt nye utrolige resultater. Og for at redde sin forskning injicerer han dem i sig selv.

Det indre univers: Noocytternes stemmer

“A mother should name her offspring, shouldn’t she?”

Noget af det, der virkelig fangede os, er øjeblikket hvor noocytterne begynder at tale. Det er både dybt creepy og fascinerende.

Der er noget sært poetisk over de små væsner, som på én gang er logiske, naive og filosofiske. De spørger ind til kroppen, til verden, til Vergil, og til hvad det betyder at være noget.

Om forfatteren: Greg Bear

Bear slog igennem i 80’erne og 90’erne, hvor han var med til at definere en særlig gren af sci-fi, der mikser videnskabelig nørderi med eksistentiel undren. Blood Music fra 1985 er det klareste eksempel: en historie, der starter med en enkelt forskers dårlige idéer og ender med en slags kosmisk metamorfose.

Han stod også bag Darwin’s Radio og Darwin’s Children, der begge undersøger menneskelig evolution gennem bioteknologiske briller, samt klassikere som The Forge of God, Eon og The Way-serien. Og som om det ikke var nok, var han også med til at grundlægge San Diego Comic-Con.

USA som biologisk superorganisme

Efter at Noocytterne har hygget til i Vergil i en periode er de klar til at bryde ud som en virus, der spreder sig over hele Midtvejs i romanen vælter det hele over i stor-skala biomassevisdom. Her fornemmer man at Blood Music har været inspirationen for værker som Annihilation, The Expanse og alt det organiske weird, der kom mange år senere.

Særligt en flyveturen over USA er skrevet som en mareridtsdokumentar, hvor vi med reporteren oplever et USA, forvandlet til en kontinentstørrelse organisme, der pulserer i sin egen rytme.

Suzy’s Choice: mellem individ og kollektiv

Romanens følelsesmæssige centrum ligger hos Suzy, en ung overlevende, der stadig er uinficeret, men fanget midt i den omformede verden. På toppen af World Trade Center konfronteres hun med valget mellem at forblive et selvstændigt individ – sårbar, alene – eller lade sig absorbere af det enorme, kollektive sind, som noocytterne har skabt, hvor hendes transformerede mor og brødre nu inviterer hende .

Scenen er både tragisk og smuk: en konfrontation med spørgsmålet om, hvorvidt bevidsthedens fremtid ligger i individet eller fællesskabet. Blood Music leger ikke bare med sci-fi-idéer – den rammer også de store spørgsmål om hvad individualitet egentlig betyder.

Vurdering

Blood Music er idérig og til tider helt fantastisk, men også med en tendens til at henfalde i tung biotech-babble med for mange bipersoner, der forsvinder igen. Vildt original, biopunket og undertiden decideret visionær. Læs for at få en tidlig oplevelse af transhuman scifi med biologisk body horror i ascendanten. Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Blood Music.

Jens: ⭐⭐⭐
Anders: ⭐⭐⭐⭐

Shownotes

Siden sidst

Anders har læst og set:

Chuck Tingle – Lucky Day
Ian McEwan – What We Can Know : Smuk, næsten kirurgisk præcis clifi om erkendelse og klima.
Ken Liu – All That We See or Seem: En cyberpunket sag i Doctorow-stilen.
PLURIBUS (Apple TV) : Er lige startet den virker lovende!

Jens’ læse- og se-sidst-runde:

PLURIBUS : Samme reaktion som Anders: fascination blandet med udbredt frygt for menneskehedens fremtid.
Jane Mondrup – Zoi : Zoi af Jane Mondrup. Sådan en helt Stanislav Lemsk fortælling, hvor vi er med astronauter ombord på en interstellart rejsende biologisk entitet. Faktisk superfed. Jeg gav den en firer. Fuld af gode ideer!

Lytterfeedback

Det vælter som altid ind med kærlige skub, anbefalinger og lettere genrebashing.

Kåre gav os endnu en lille opsang for vores “snævre” genrekonventioner, fordi vi sagde nej til The Libraries of Mount Char. Til gengæld anbefalede han Christopher Priest – Henning fremhævede især Inverted World, som han mente var obligatorisk almendannelse.
Majbrit opfordrede: Hold nu fast i de nyere titler! Så hun kan opdage nyere forfatterskaber sammen med os.
Christian bragte gode nyheder fra Bogforum, hvor hans paneldebat om dystopier tiltrak hele 200 publikummer. Diskussionen tog udgangspunkt i Sort Storm, Det døde land og hans egen Pandora-serie – hvilket beviser, at dansk sci-fi har det temmelig glimrende.

Næste gang læser vi

Olaf Stapledon – Star Maker
En af de helt store, kosmiske klassikere. Universets historie, guddommelig evolution og filosofisk sci-fi på højeste blus. Vi glæder os allerede til at gå i kredsløb om den.