Snak-Lytter Cem kaldte Star Maker “storslået, tidskrævende, men mindblowing”. Han havde ret på alle tre punkter. Storslået? Absolut. Syret? Uden tvivl. Men også en rigtig hård mundfuld at komme igennem.

Fra lyngbakke til galaktisk bevidsthed

Bogen starter forbløffende jordnært. En unavngiven englænder sidder en aften i 1937 på en bakke og betragter stjernerne, mens han tænker på sit liv og sit ægteskab. Hans kone sidder inde i det oplyste hus.

Men så sker der noget radikalt: Hans bevidsthed løsriver sig fra kroppen, og pludselig kan han se gennem jorden – gennem klipperne, gennem planetens kerne – og ud i kosmos.

“Looking down, I seemed to see through a transparent planet, through heather and solid rock, through the buried graveyards of vanished species, down through the molten flow of basalt, and on into the earth’s core of iron. But our home had vanished with the whole suburb, and the hills too, and the sea.”

Her begynder den mest ekstreme kosmiske rejse i science fiction-historien. Først tilbringer hovedpersonen lang tid alene i det tomme rum, deprimeret og ensom.

Men så opdager han The Other Earth – en planet befolket med menneskelignende væsener, der har lange ben, flade hoveder, og som lugter gennem hænderne.

De har ikke meget musik, men til gengæld har de duftradio, hvor man kan opleve andres seksuelle oplevelser gennem lugten. Ja, det er præcis så syret, som det lyder.

“In compensation, scent and taste developed amazingly. These beings tasted not only with their mouths, but with their moist black hands and with their feet. They were thus afforded an extraordinarily rich and intimate experience of their planet.”

Hovedpersonen opdager, at han kan glide ind i de fremmedes hoveder. Han bosætter sig i kraniet på en halskør filosof ved navn Bvallthu, og gradvist smelter de sammen til en fælles personlighed.

Fra denne sammensmelting vokser noget langt større.

Hive minds, intelligente stjerner og kosmisk teambuilding

Stapledon stopper ikke ved én planet. Nej nej. Vores hovedperson møder plantemennesker, insektlignende sværme (hvor enkeltindividet er dumt, men sværmen udgør en intelligens), symbiontiske krabber og edderkopper.

Og – naturligvis – intelligente stjerner, der ikke bare kredser om den galaktiske kerne, men faktisk danser og kommunikerer med hinanden i kosmisk poesi.

Hele tiden udvides den kollektive bevidsthed. Først én planet. Så flere. Så hele galakser.

Stapledon bruger disse møder til at reflektere over civilisationers cykliske udviklinger. Igen og igen ser vi samfund, der når et vist niveau af udvikling, hvorefter det hele bryder sammen i konflikt og krig, og de må starte forfra.

Stapledon – filosof, pacifist og ambulancefører under Første Verdenskrig – havde tydeligvis nogle meninger om 1930’ernes Europa. Duftradio-beskrivelserne lugter af propaganda-kritik.

Men alle disse civilisationer, alle disse møder, peger mod ét mål.

Mødet med den kolde skaber

Bogens klimaks er mødet med Star Maker – universets skaber. Men det er ikke et kærligt, varmt møde med en omsorgsfuld gud. Nej, Star Maker betragter sit kosmos med den kliniske interesse, en kunstner har for sit værk.

Han noterer fejlene. Føler ingen stolthed. For det her kosmos er bare ét eksperiment i en lang række.

Star Maker er stadig i udvikling – fra baby-starmaker, der lavede legetøjsuniverser (ét univers bestod kun af musik uden rumlige dimensioner!), til mester-starmaker, der skaber stadigt mere komplekse kosmosser. Vores univers? Meh, et mellemstadie med “irrevocable flaws”.

“For I had been confronted not by welcoming and kindly love, but by a very different spirit. It seemed to me that he gazed down on me from the height of his divinity with the aloof though passionate attention of an artist judging his finished work, calmly rejoicing in its achievement, but recognizing at last the irrevocable flaws.”

En teologisk vision, både fascinerende og foruroligende. C.S. Lewis hadede den så meget, at han kaldte den “amoralsk” og skrev sin Space Trilogy som modsvar.

Men Arthur C. Clarke elskede den og kaldte den den mest indflydelsesrige bog i sit liv.

Efter mødet vender vores hovedperson tilbage til bakken, til lyngen, til konen i huset. Men nu med et radikalt ændret perspektiv på menneskehedens plads i kosmos.

Og hans kone? Hun må have været bekymret. Han har været væk i milliarder af år – selvom der kun er gået et øjeblik.

En bog der ikke er en bog

Stapledon skriver selv i forordet, at bogen “by the standards of the novel, is remarkably bad. In fact, it is no novel at all.” Og han har ret.

Intet plot. Ingen karakterudvikling. Ingen dialog. Bare en filosofisk meditation, en kosmisk traktat, en 300 siders stream of consciousness.

Sproget er tungt – næsten 100 år gammelt og tit vanskeligt at følge. Som Anders siger: “Det føltes som en bog, der var skrevet 100 år før den faktisk blev skrevet.”

Gang på gang beskriver Stapledon nye planeter, nye racer, nye samfund – som alle gennemgår de samme cyklusser.

På et tidspunkt begynder man at skimme. Anders indrømmer blankt, at han “skimmede 10-20 sider ad gangen” gennem store dele af bogen.

Men den er også fuld af idéer, som formede science fiction: Hive minds, galaktiske imperier, intelligente stjerner, telepatisk kommunikation, multivers-teorier.

Kim Stanley Robinson sagde det bedst: “Every few pages contain all the material of an ordinary science fiction novel, condensed to something like prose poetry.”

Vurderingen

Jens: ⭐ (én stjerne). “Jeg havde ikke læst den færdig, hvis det ikke var for Sci-Fi Snak. Det er simpelthen killeren på en bog. Jeg kan godt se, at der ligger kvaliteter i den, men den er utrolig træls og langsomt skrevet. Jeg havde absencer, mens jeg læste.”

Anders: ⭐⭐ (to stjerner – men med et spaltet sind). “De første 100 sider var smukke og poetiske. Den 17-årige hippie Anders indeni mig blev vakt til live af den kropsløse bevidsthedsrejse i kosmos. Men så blev det repetitivt. Jeg var tæt på at forsvinde helt ud af bogen.”

En bog for alle? Næppe. “Hvis ikke jeg var 100% sikker på, at Henning allerede havde læst den, så ville jeg nok anbefale den til Henning,” griner Anders.

Men hvis du er forfatter og leder efter idéer? Så er Star Maker en idébank uden lige. Arthur C. Clarke, Asimov, Le Guin og Kim Stanley Robinson lod sig alle inspirere.

Og hvis du vil have en special science fiction-oplevelse – lidt spirituel filosofi, lidt mind-blowing kosmisk vision, lidt Iron Man læseoplevelse – så kan Star Maker være noget for dig.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Star Maker.

Shownotes til episoden om Star Maker

Siden sidst

Jens

Er totalt gået i Mick Herron-læsemode og læser spionthrillers
Ser Pluribus på Apple TV – “Jeg er så glad for den, jeg næsten kan finde på at stå lidt tidligere op fredag morgen for at se et afsnit”

Anders

Har læst Dream Hotel af Laila Lalami – en bog om predictive policing og AI-drevne drømmeanalyser
Hovedpersonen bliver tilbageholdt på et “opbevaringshotel” for folk, der måske vil begå forbrydelser i fremtiden (kafkask, men underholdende)
Har læst Quantum of Menace af Vaseem Khan – en thriller om Q fra James Bond-universet
Ser også Pluribus – “Den er crazy god”

Lytternes input

Fra Goodreads: Steen spørger om lydbogstjenester til bilkørsel.

E-reolen og Libby har gratis biblioteksmaterialer (danske og engelske). Mofibo har et stort sci-fi-katalog. Og så er der selvfølgelig Audible.

Julerabat fra Science Fiction Cirklen: Lise tilbyder en decemberrabat på den danske udgave af Stjernemageren – 200 kr. i stedet for 298 kr. Det er faktisk ret fedt, at den findes på dansk! (sciencefiction.dk)

Rettelse: David Mondrup, som anbefalede Zoi, er ikke Jane Mondrups mand – de er fætter og kusine. Undskyld, David! (Episode 99 af LæsDen! handler i øvrigt om Zoi)

Mail fra Søren Bjørn-Hansen: Søren skrev fra sit sygeleje, hvor Sci-Fi Snak var “en tryg favn når febervildelserne raser”.

Han gav input om Arthur C. Clarke og geostationære satellitter – Clarke skrev om kommunikationssatellitter i Wireless World i 1945 og forudså atomdrevne raketter inden for 20 år. Sådan gik det ikke helt.

Søren foreslog også, at vi læser James Coreys The Mercy of Gods (den nye bog fra teamet bag Expanse-serien).

Næste gang

Anders vælger: Naomi Aldermans The Future (2023) – en nærfremtid...