Og hvad hvis historien primært bliver fortalt af rumskibets AI – en ældre model der konstant bekymrer sig om sin “efficiency percentage” og ikke rigtig forstår mennesker?

Det er præmissen i Barbara Trueloves Of Monsters and Mainframes, en science fiction-gyser der blander klassiske monstre med AI-humor og en god portion intertekstuelle referencer.

Om Barbara Truelove

Barbara Truelove er australsk forfatter og game designer, og hun har åbenlyst en ting med varulve.

Hendes første roman Crying Wolf (2021) handlede om tvillinger der opdager de er varulve. I 2023 lavede hun det interaktive tekstspil Blood Moon, hvor plotlinjen er: “Du er en varulv.” Og så kom Of Monsters and Mainframes i 2025.

Hun fortæller selv at inspirationen kom fra at læse Bram Stokers Dracula og Martha Wells’ The Murderbot Diaries samtidigt. Men sandheden er mere rodet end det:

“Dracula er en del af blandingen, ja, og det samme er Murderbot, men det samme er Universal Monsters, autopiloten i en Airbus, R2D2, min erfaring med at programmere interaktive spil og (måske mest af alt) mit liv i 2022.”

Bogen blev nomineret til Goodreads Choice Award i kategorien Science Fiction og har over 9.000 ratings med gennemsnit på 4,09.

Demeter – rumfærgen der ikke forstår mennesker

Vores “hovedperson” er Demeter. Demeter er ikke en alvidende HAL-AI. Hun er primært bygget til at styre rumfærgen sikkert mellem stjernerne. Hun kan navigere uden om kometer og håndtere tekniske kriser. Men mennesker? Det er en helt anden sag.

Når varulv-angrebet rammer og børnene Agnus og Isaac flygter op på broen efter deres bedstemor har forvandlet sig, går kommunikationen ikke så godt.

“It’s just a dumb AI, Isaac,” siger Agnus.

Demeter reagerer prompte: “I am not lacking intelligence. You are using words marked as moderately offensive. This is antisocial behavior.” Børnene bliver stille. “I am Demeter. I am the ship. I am your friend. Report your injuries.”

De begynder at lave lyde i lavt volumen. Demeters systemer kan ikke oversætte det.

“How’s it going?” spørger Steward, den medicinske AI. “I wish I could lie,” svarer Demeter. “Humans are hard.”

Det er denne kamp med at forstå mennesker – og begrænsningerne i hendes algoritmer – der gør Demeter interessant. Hun er dybt inkompetent til menneskelig interaktion, og det meste af tiden prøver hun bare at undgå at forholde sig til sine passagerer.

Bedstemoderen med de store tænder

Et af bogens bedre øjeblikke er varulv-scenen. Børnenes bedstemor forvandler sig ved et uheld, og pludselig står Demeter i en desperat kamp for at redde Agnus og Isaac.

Hun får varulven lokket ind i en luftsluse. Men så forvandler den sig tilbage til bedstemor – desperat, menneskelig, helt forsvarsløs.

Demeter er bundet af den første robotlov (Asimov): ingen AI må skade et menneske. Men der er et kort øjeblik hvor bedstemoderen bliver til skygge – i overgangen mellem former. I præcis det øjeblik reagerer Demeter prompte og åbner luftslussen.

Bogen lader det ligge i det uvisse om bedstemoderen selv også trykker på knappen. Det er et af de øjeblikke hvor Demeter teknisk set handler inden for sine regler – men samtidig… ja, du ved.

Steward overtager – og tror det er nemt

Da Demeter er lukket ned, og rumfærgen skal tilbage til Jorden, bliver opgaver overladt til Steward. Den medicinske AI beslutter sig for at overtage styringen af rumskibet. Hvor svært kan det være?

“You know what? Being an autopilot isn’t all that hard. I don’t know why Demeter seemed so stressed all the time. It’s day one of our journey, and we haven’t crashed yet.”

Der var dog en lille bump ved afgang. Men det var ikke Stewards skyld. Dokken bevægede sig. I hvert fald tror Steward det. “I don’t exactly speak exterior sensor. They seem very alarmed all the time, constantly screaming in a strange, disjointed dialect of JavaScript.”

Stewards plan? “Embrace my managerial role and endeavor to do as little as possible. The subsystems will sort it out.”

Det er morsomt at følge Stewards overmodige forsøg på at være kaptajn. Som de fleste læger tror Steward de kan lidt af det hele.

En leg med referencer – men måske for fragmenteret

Barbara Truelove har åbenlyst haft det superhyggeligt med at skrive den her bog. Hun fortæller selv at reglerne var: smid et monster ombord, prøv at få så mange jokes og referencer til monsterets populærkulturelle historie ind som muligt, og tænk over hvordan det ville fungere i rummet.

Der er masser af sjove detaljer. Skibet der transporterer Dracula til London i Bram Stokers bog hedder også Demeter. Wilhelmina Murray er Jonathan Harkers forlovede i Dracula. I bogens fem dele er der binær kode der oversættes til små jokes som “Artificial is the best kind of intelligent” og “I have never seen electric sheep.”

Det er meget hyggeligt. Men det er også lidt som om bogen ikke helt selv ved hvor den er på vej hen.

Anders beskriver det som om Barbara har skrevet 121 scener med monstre og rum-AI, blandet kortene, og så forsøgt at strikke en rød tråd på den måde stykkerne landede. Den fornemmelse er der lidt af.

Action-scenerne er heller ikke bogens styrke. De er lidt svære at følge med i – hvem gør hvad, hvornår, hvorhenne og hvorfor. Det føles som dårlige Marvel-action-scener, hvor man mister fornemmelsen af, hvad der foregår.

Det fede – og det mindre fede

Det fede ved bogen er AI’erne og deres interne dynamikker. Demeter og Steward der slås om hvem der er klogere. Steward der er træt af at blive slukket midt i sætninger med “priority override.”

Den scene hvor Agnus kommer tilbage efter 15 år på Jorden og skal rejse med Demeter igen? Rørende. Skibet er blevet totalt refurbished, og Agnus genkender først slet ikke Demeter. Det øjeblik hvor hun skraber overfladen af og finder sin barndoms AI-mor – det er faktisk ret godt.

Men karaktererne er lidt flade. Selv Agnus, som er tættest på en hovedperson, er lidt bleg. Og monstrene? De er sjove nok som pop-kultur-jokes, men ikke særlig interessante som karakterer.

Det er underholdning så længe det varer – fed til en togtur – men ikke en der skal læses igen.

Vurderingen

Jens: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg synes jeg var godt underholdt. Det var et sjovt take, og jeg hyggede mig med alle de mange referencer. Det er ikke stor litteratur. Men af og til er det rart med noget let og fornøjeligt. Synes Demeters kamp med at forstå mennesker var kongesjov og også dens kollegiale kampe med Steward AI’en.”

Anders: ⭐⭐⭐ (tre stjerner). “Jeg applauderer Barbara for at have fået en sjov idé og åbenlyst have haft det superhyggeligt med at skrive bogen. Men jeg var sært ligeglad med karaktererne, selvom Demeter og Steward havde deres øjeblikke. Jeg synes der var alt for meget fokus på ligegyldig action, og historien var alt for fragmenteret uden en god fornemmelse af udvikling.”

Bogen minder os om Stefano Benni’s Terra – skør, vild og kreativ science fiction. Og selvfølgelig Blindsight af Peter Watts, som også har vampyrer i rummet. Adrian Tchaikovskys Service Model har også klare paralleller med robotter der forsøger at forstå sig selv og omverden.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Of Monsters and Mainframes.

Shownotes til episoden om Of Monsters and Mainframes

Siden sidst

Anders

Har set Guillermo del Toro’s Frankenstein på Netflix – meget teatralsk og med store armebevægelser. Kulisserne er for vilde. Den er lidt i stil med Dracula-filmatiseringen med Gary Oldman. Meget Guillermo del Toro-stil – hvis man er til det, er den vellykket. Anders gav den 6 ud af 10.
Har læst The Other Valley af Scott Alexander Howard – en tidsrejsebog med meget lidt science i den. Vi lever i et mærkeligt parallelunivers hvor en by ligger i en dal. I dalen østpå lever de 20 år ude i fremtiden, i dalen vestpå 20 år tilbage i tiden. Meget strenge regler for at man ikke må gå frem og tilbage. Velskrevet og medrivende historie.

Jens

Har læst The Mercy of Gods a...