Maw er en udødelig pilot, som døde i mørket under et rumhop og kom tilbage som et monster. I Slow Gods fortæller han sin lange historie i en galakse, hvor en supernova betød døden for planeter og enden på civilisationer. Slow Gods er ambitiøs og fragmenteret, og den ser ud i alle retninger på én gang.

Om Claire North

Claire North er pseudonym for den britiske forfatter Catherine Webb, der debuterede som 14-årig og siden også har skrevet under navnet Kate Griffin. Til daglig arbejder hun som lysdesigner for live-musik, blandt andet for Royal National Theatre, og hun underviser også kvinder i selvforsvar.

Som Claire North slog hun igennem i 2014 med The First Fifteen Lives of Harry August, et finurligt word of mouth-hit om en mand der lever det samme liv igen og igen. Slow Gods er hendes 9. roman som North og udkom i november 2025.

Supernovavarsel fra The Slow

Bogens handling sættes i gang med en advarsel fra en gådefuld maskin-entitet kaldet The Slow. En supernova vil eksplodere om ca. 100 år, og adskillige planeter vil møde deres undergang.

Vi befinder os i en stor og broget galakse. Hundredvis af planeter er koloniseret af mennesker, der har udviklet sig i hver sin retning, og som mest er samlet under The Accord, en slags FN-konstruktion. Side om side lever kunstige intelligenser, et par alien-racer og sågar en frivillig hive-mind af mennesker kaldet “The Consensus”.

Kosmisk horror: Mørket og piloterne

For at rejse hurtigere end lyset må man igennem arcspace. Her lurer et horror-agtigt mørke, som ingen forstår. Piloterne, der styrer skibene igennem mørket, bliver langsomt vanvittige.

Vores hovedperson, Mawukana na-Vdnaze, er anderledes. Hans første rejse endte makabert. Skibet ankom tolv sekunder, før det tog af sted, hele besætningen var død, og kun Maw selv sad uskadt i kaptajnens kahyt og kiggede tomt ud i stjernerne. Mørket havde lavet ham om til noget andet.

Derfor er han nu udødelig. Han genopstår, når han bliver dræbt. Han kan flyve igen og igen. Men hvis han bliver uligevægtig, så bryder mørket frem, og splatterscenerne begynder.

The Shine

Maw kommer fra The Shine, hvor man bliver født med gæld. Fødslen koster, vejret koster, vandet koster, og de fleste arbejder hele livet uden nogensinde at komme i nul. Man er i praksis slave af sin gæld, selvom alle bliver bildt ind, at de lever i et meritokrati, hvor de dygtigste og flittigste er dem som får succes.

“All it took was one disaster, a medical bill, perhaps, or a malfunctioning heater in his flat, for everything in his life to fall off a cliff, and it did.”

Øverst sidder Theodosius Rhode. Den hypermaskuline Executor, som kører den fulde Trump-gameplan. Han har masser af power og udstråler “Shine.” The Shine er Claire Norths karikerede billede af det hyperkapitalistiske oligarki.

Et møde med den stoiske Gebre

Totalt modsat The Shine er planeten Adjumir, hvor en stor exodus planlægges for at redde så meget som muligt, inden supernovaen rammer.

Her møder Maw Gebre, en emsig kustode, der kæmper for at redde kulturskatte fra den dødsdømte planet. Gebre er stoisk og besluttet. Hun skaber et særligt bånd til Maw og viser ham, hvordan individ, fællesskab og kultur tilsammen giver mening.

Scenen, hvor han må forlade Gebre under et raid fra The Shine, er bogens emotionelle kerne.

“We are the seeds of the forest, I whispered. We blaze so bright, and no life is special. No life is special and all of them are. No love matters more than any other, no story is more important, nothing matters more, nothing matters less so choose, choose, we choose every day, to be more than just ourselves, to live for more than just ourselves, because it is beautiful. You have been loved, and you are beautiful. May your song be sung, in the great forest that is growing still.”

En bog der vil være alt på én gang

Slow Gods skifter tonalitet konstant. I et kapitel er det horror. I det næste military sci-fi. Så pludselig poesi eller filosofi. Det er denne her slags “hæng-i scifi”, som vi kender fra Ann Leckie (Ancillary Justice) og Yoon Ha Lee (Nine Fox Gambit). Man skal arbejde lidt for det.

Til gengæld er belønningen rig. Det fragmenterede greb gør, at bogen kan rumme både hyperkapitalismekritik, kosmisk horror og en stille kærlighedshistorie.

Meningen med livet – intet mindre

Slow Gods tager brydetag med de helt store spørgsmål. Den er på samme tid voldsomt kulørt og filosofisk. Når vi møder maskin-entiteten The Slow i en scene, der er som taget ud af “2001: A Space Odyssey“, får vi hele forklaringen og planen udlagt.

Det er næsten Arthur Clarke-agtigt og lidt on the nose at møde denne “Deus ex machina” til sidst. Når alt kommer til alt, handler Slow Gods om, hvordan man er lille i et stort univers.

Jens: ⭐⭐⭐⭐⭐. “Jeg har trukket den fulde skuffe ud. Det er en lidt ujævn ting, og den overordnede ark er nok bogens svageste del. Men alle nedslagene er bare så fede. Black Ships, The Shine som kultur, idéen om piloter der får forskellige slags galskab. Hendes evne til at skrive kultur, så det føles ægte, er i klasse med Frank Herbert og Arkady Martine.”

Anders: ⭐⭐⭐⭐. “I perioder sad jeg og tænkte, hvorfor får jeg ikke lov til at give den seks. Andre gange tænkte jeg, at det her er tre. Den er ujævn og fragmenteret, og nogle af tonalitetsskiftene koster. Men den er fantastisk overskudsagtig, og den får en klar anbefaling. Absolut værd at læse.”

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET Slow Gods.

Shownotes til episoden om Slow Gods

Siden sidst

Jens

Har læst Automatic Noodle af Annalee Newitz. Hans yndlingsbog af forfatteren indtil videre. Robotter laver biang biang-nudler i et post-borgerkrigs San Francisco og kæmper mod robofober, der giver dem dårlige anmeldelser på fremtidens Wolt. Masser af Newitz’ trademark weirde outsider-væsener med hjertet på rette sted.
Fik set Project Hail Mary. Dejlig film, og Harry Styles’ Sign of the Times har siddet fast på hjernen lige siden.
Hørte Læs Den!‘s 100. jubilæumsepisode. Tillykke til Mads og Jeppe.

Anders

Læste Godfall af Van Jensen. En kilometerstor menneskelignende skikkelse lander på Jorden og ligger der bare. Det burde have været en politithriller, og alien-historien er lidt påklistret.
Læste The Mercy of Gods af James S. A. Corey. Hunger Games for forskerracer, fanget af kæmpe hummer-aliens. Ubehagelig og medrivende.
Var i Planetariet og så The Empire Strikes Back i kuppelsalen.
Forsøgte sig med For All Mankind sæson 5, men droppede efter to en halv afsnit. Håber på spin-off-serien Star City, der følger russerne.
Hørte Det Planetariske Bibliotek, A Mock Books’ nye podcast om bøger der tager livtag med den planetariske krise.

Lytternes input

Per glæder sig over valget af Slow Gods og synes selv, at den minder mest om The Culture-serien.
Henning associerer Monstret i Frankenstein til Roy Batty i Blade Runner og spørger, om Monstret er en androide. Han trækker også linjen til Brian Aldiss’ Frankenstein Unbound (1973), hvor Joe Bodenland transporteres tilbage til Lake Leman i 1817 og møder både Mary og Monstret. Frankenstein får stadig vurderingen: Røvkedelig.
Kåre anbefaler Emma Newmans firebindsserie Planetfall. Start gerne med toeren, After Atlas, der er en near-future noir om en efterforsker i et England, hvor velfærd er privatiseret og gæld kan betyde kontraktuel trældom.
Majbrit Høyrup påpegede en grundlæggende bias i bog-vurderinger fra Goodreads. “Alle os der opgiver efter 50 sider føler os ikke berettigede til at stemme, så en bog skal være både kort og helt uduelig for at få de helt dårlige vurderinger.” Heldigvis er Goodreads angiveligt ved at lave en “did not finish”-action.

Næste gang

Anders vælger The Faith of Beasts af James S. A. Corey, anden bog i The Mercy of Gods-serien. Læs gerne ettern også, hvis du ikke allerede har den med.