Dybt inde i et fremmed imperium er menneskeheden slavegjort blandt tusind andre racer, af de kæmpe insekt-agtige Carryx. The Faith of Beasts er bog to i The Captive’s War serien, og vi kaster os usædvanligt nok direkte over toeren: En dyster sommerferie-pageturner.

Vi har fat i rumopera-genren. Altså den slags bøger med masser af planeter og alienracer i intergalaktisk krig.

Vi befinder os langt ude i fremtiden. Menneskene i bogen bor på planeten Anjiin uden erindring om nogen Jord. Vi følger et hold af forskere, der er midt i smålige universitetsintriger, da invasionen sker. Carryx, en krigsførende race af kæmpe insekt/hummer-agtige væsener, udsletter en ottendedel af menneskeheden og trælbinder resten.

De klogeste mennesker bliver slæbt til et enormt World Palace for at blive testet som potentiel del af “the moieties”: nyttige slaveracer. Menneskene skal bevise deres værd i en slags videnskabelig Hunger Games. Løs opgaven, eller ryg ud i historiens skraldespand.

Om forfatteren

James S.A. Corey er faktisk to personer: Daniel Abraham og Ty Franck. Fornavnene er lånt fra deres mellemnavne, og S.A. er initialerne på Abrahams datter.

De mødtes i New Mexico, hvor Franck var assistent for George R.R. Martin, og her lærte de tydeligvis at holde styr på et stort persongalleri. I modsætning til læremesteren gør de faktisk også deres serier færdige.

Duoen står bag The Expanse, som de skrev ved skiftevis at tage et kapitel hver. The Captive’s War blev annonceret i 2018, men Mercy of Gods udkom først i 2024 og Faith of Beasts i april 2026. En Amazon-tv-serie er på vej.

Kan man forhandle med insektmonstre?

I bog to er Dafyd Alkhor menneskenes de facto leder, og han er hadet for det. Han er forbindelsesledet til Carryx-bibliotekaren Ekur-Tkalal, som giver ordrer til menneskene og arbejder på at finde menneskehedens nytte for imperiet.

Dafyd forrådte et oprør i etteren for at redde menneskene, og han ved, at man ikke kan forhandle med Carryx. Der er kun underkastelse eller død. De ser os som dyr.

Nogle mennesker tror stadig, at de som en fagforening kan nedlægge arbejdet og kræve bedre vilkår. Da en gruppe biologer strejker, risikerer de alt. Men Dafyd har studeret Carryx-kulturen for at forstå den, så han siden kan overvinde den. I en chokerende scene brækker han strejkelederen Bruns arm og simulerer dermed monstrenes symbolske måde at håndtere udfordring og underkastelse på.

“I know that this looks like cruelty, but it’s the only kindness I have left to give.”

Den udødelige fjende

Carryx har i årtusinder ført krig mod en fjende, de aldrig har kunnet udslette, kaldet “the deathless enemy”. Hvem den er, ved de dybest set ikke. Så da fjenden efterlader en netop erobret planet, kaldet “World”, næsten urørt i stedet for at brænde den af, bliver biologen Jessyn sendt derned for at studere livet og lære fjenden bedre at kende.

Ude i en frugtplantage stikker noget hende: træerne ligner planter, hun kender hjemmefra. Hun tester en pære med chokerende resultat.

“The pear-like thing was a pear. The result bars listed DNA, chloroplasts, mitochondria, cellulose. If she had taken the sample from the corner grocer at Dyan Academy, the results would have looked the same. She and the trees in this orchard were closer cousins than any of the inhuman things she’d been traveling with. More related to her than half the life on Anjiin.”

Pæren er genetisk identisk med dem, hun kender fra Anjiin. Planetens oprindelige folk var altså mennesker, fjernt beslægtede fætre. Og dermed går det op for hende: Den udødelige fjende, Carryx har jagtet i evigheder, er menneskeheden selv.

En kæmpe snegl ved navn Vaudai

Modvægten til al kulden er varmen mellem arterne. Forskerne Ghati og Campar er sendt i krig på et Carryx-krigsskib, og dér bliver de venner med Vaudai, en enorm snegl af Sinen-racen og et taktisk geni med knastør humor.

Vaudai kalder konsekvent mennesker for “sticks-with-meat-on-them”, og al hengivenhed gemmer sig bag en fornærmelse. Da de to venner til sidst skal tage afsked, blander sorgen og grovhederne sig:

“Have you said the things?” Vaudai asked. “Has the grief passed?”
“No it hasn’t,” Campar said. “It’s barely started. You can come in. I can be sad without you blocking my doorway.”
[…]
“I am going to miss you, you vast knot of mucus.”
“I expect to regret the absence of your grotesque odor as well, sticks-with-meat.”

Det er her, bogen er varmest og oftest sjovest: kærlighed og sorg under en permanent dødstrussel, pakket ind i grovheder.

Ingen er værdifulde

Bogen leder frem mod en kold indsigt: Carryx er uovervindelige, netop fordi intet i dem er uerstatteligt. Mister de deres hjemverden og deres Sovran (imperiets øverste hersker, i praksis en dronning), bryder det ikke sammen.

“None are valued because none are valuable. […] They will never be other than what they are.”

Undervejs lokker bogen os til at tro, at det hele handler om at slå dronningen ihjel, som i enhver god alien-historie. Så river den tæppet væk: Sovranen kan udskiftes i en fart, for der står altid en ny klar, og planen er meningsløs.

Tilbage står Dafyds foruroligende gennembrud. Man kan ikke halshugge en organisme uden hoved. Man må splitte den:

“What if there were two?”

Vurderingen

Jens: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner). Super underholdende, og forfatterne skriver vanvittigt godt, især karakterer og relationer. Jens var overrasket over deres vilje til at slå hovedpersoner ihjel, og bogen er fuld af sjove idéer. Det med at studere Carryx og så begynde at brække arme på folk er ret godt tænkt.

Anders: ⭐⭐⭐⭐ (fire stjerner med pil op). Anders tenderede mod fem undervejs, for bogen er dyster, nuanceret og overraskende. Men den bliver lidt fragmenteret, tråden med Ghati og Campar er ikke lige så stærk, og den beder læseren sluge et par store kameler: hvordan vidt forskellige racer kan leve side om side i den samme bygning, og et Carryx-skriftsprog, der åbenbart foregår i tre dimensioner, uden at det nogensinde bliver forklaret hvordan. En holding-firer, indtil trilogien viser, hvor den lander.

Jens og Anders har SCIFI SNAKKET The Faith of Beasts.

Shownotes til episoden om The Faith of Beasts

Siden sidst

Jens

Dungeon Crawler Carl af Matt Dinniman. En “litRPG”, hvor Jorden bliver lavet om til én stor dungeon, og de overlevende (samt en kat ved navn Donut) må level’e sig igennem. Underholdende sommerferielæsning i Ready Player One-genren, men ikke fantastisk skrevet, og nogle af de mange spil-puns falder til jorden i den danske oversættelse. Tre stjerner.
Shroud af Adrian Tchaikovsky. Næsten fem stjerner. Underbetalte rumarbejdere lander på en planet med enormt tryk og bizart liv i totalt mørke. Tchaikovsky brillerer igen med kommunikation mellem vidt forskellige væsener; kun de lange “gåture” på overfladen trækker ned.
Platform Decay af Martha Wells. Murderbot nr. 8, tilbage i den korte form, der klæder serien. Infiltration på en ringplanet, mens Murderbot forsøger at holde styr på sin egen PTSD. En fornøjelse for fans.
E-bog-tip: På