Sharia-manifestet (islam og racisme - #25) begynder med Profetens afskedsprædiken ved Arafa-bjerget lidt udenfor Mekka kort før hans død - for mere end 1400 år siden.

Profetens ord til den nye muslimske menighed er en verdenshistorisk begivenhed, et helt nyt paradigme for menneskeheden, folkeslagene og eftertiden: alle forestillinger om etnisk og racemæssig overlegenhed afvises entydigt - islam er uforeneligt med racisme, ingen folkeslag, hudfarve eller menneskeracer er de andre overlegne.

Koranens og islams vision for menneskeheden og folkeslagene er revolutionerende: Allah har skabt forskelle i sprog, kultur, etnicitet, hudfarve, normer og religion for at vi skal lære af hinanden og kende hinanden - i gensidig respekt og anerkendelse.

Samtidig er europæisk idehistorie - fra oplysningstid, koloniperioden og op til den moderne periode - mere end 1000 år senere - stadig gennemsyret af ideer om race-hierarkier, den hvide races overlegenhed og guds-udvalgte folkeslag. Disse kulturelle koder bruges flittigt til retfærdiggørelse af undertrykkelse af andre folkeslag, slaveri, holocaust, race-renheds-politik, dominans - endda ofte på bibelsk grundlag.

Racismens kultur- og idehistorie præger stadig vestlige politikeres promovering af anti-muslimsk had, og er ligeledes kernen i zionismens tankegods og folkemorderiske praksis: ét folk - blod og etnicitet - er udvalgt af Gud over alle andre på jorden, og har derfor har særlige rettigheder til at dræbe og fordrive andre fra deres jord og land.

Vi kaster lys over Banu Israels udvalgthed, som den forekommer i koranen, og jødernes særlige relation til Palæstina. Ligeledes taler vi om Palæstina og Jerusalem, som helligt land for muslimer: Profetens himmelrejse og de muslimske profeters fællesskab har sin rod i Palæstina.

Isam B læser op af afsnittets novelle om anti-jødisk hate crime: Jødiske Rebekkas to sønner bliver overfaldet af skolekammerater med muslimsk baggrund.

Kritik af og modstand mod Israel må aldrig forveksles med jødehad, og muslimer må ikke vige og tie i kritikken af folkemordet. Samtidig er det vigtigt, at beskytte og slå ring om vores jødiske medborgere og aldrig forfalde til vold

Som muslimer skal vi altid tale uretfærdigheden og racismen i mod. Det kræver klarsyn og styrke og mod. Også, og måske især, når det gælder opgøret med racisme og diskrimination i muslimske rækker, som desværre er udbredt - ikke mindst når det gælder ægteskab, hvor unge muslimer holdes fast af forældre i frastødende og racistiske opfattelser af klan, nationalitet og etnicitet.